Jeg har netop overstået en eksamen, hvor jeg blandt andet skulle gøre rede for forskellige politiske filosofier. Og jeg må sige, at jeg er imponeret over, hvor godt POLITIK FOR BEGYNDERE formår at beskrive og forklare nogle relativt komplicerede begreber lettilgængeligt og vedkommende for målgruppen.
Bogen behandler emner om forskellige styreformer, politiske systemer, valgprocessen, politiske forandringer og politiske ideologier.
Til sidst kommer den med forskellige synspunkter på store spørgmål: Findes der menneskerettigheder? Hvad er ytringsfrihed? Kan krig være berettiget? Er jeg feminist?
Bogens layout er gennemtænkt og yderst velfungerende. Det indbyder læseren til at tage selvstændigt stilling. Fx til hvor man står på det politiske spektrum og i forhold til andre vigtige spørgsmål.
Husets elevrådsrepræsentant tog hurtigt bogen til sig – og det er da også en genial bog til alle børn, der interesserer sig det mindste for politik.
De absolut varmeste anbefalinger herfra.
Politik for begyndere af Rosie Hore, Alex Frith og Louie Stowell
Faktabog (7 år og op), 200 kr.
Oktober 2020, Gyldendal