Med BØRN I ANDRE LANDE kommer du på en rejse rundt i børneliv over det meste af kloden. Du møder storbyliv og landsbyliv, rigdom og fattigdom, overskud og undertrykkelse. Det er en bog, der indbyder til gode snakke om, hvordan vi lever forskelligt og hvorfor vi lever forskelligt.
I bogen kommer vi forbi 13 forskellige lande, som hver får på to fulde og farverige opslag. I hvert land præsenterer to børn sig selv og vi får et lille indblik i deres liv. De to børn repræsenterer gerne to forskellige børneliv i landet – fx en fra byen, en fra landet. Derudover får man et lille indblik i dele af landets historie, sjove fakta, og man kan lære at tælle til 10 på de forskellige sprog.
Når man kun har fire rigt illustrerede sider til hvert land er det selv sagt begrænset, hvor meget man kan nå omkring. Det bliver derfor også interessant, hvad det er for nedslag, som man vælger at foretage for hvert enkelt land, så man ikke ender i et for stereotypt billede.
Faktisk lykkes det forfatteren at finde en fin balance i beskrivelserne. Hun har både forsøgt at beskrive den forskellighed, der findes inden for landets grænser, samtidig med at hun slår ned på nogle af de ting, der er særlige for og kendetegner landet. Og det er en vigtig pointe, at nationalitet er et fællesskab fyldt med diversitet.
Det er ikke en nem balance at finde, tænker jeg, og skulle jeg tage mine minoritetsstudiebriller på, så er der et par ting, der skurrer. Hvorfor er det fx kun Frankrig og Tyskland, der får en liste med berømte personligheder – den kunne jeg godt have undværet. Men, men, men det drejer sig om småting.
Jeg synes det vigtigste ved bogen er, at den viser forskellige måder at være børn på – både inden for et lands grænser og på tværs af landegrænserne. Fakta om landet blandes med beskrivelse af traditioner og historiske begivenheder. Der er uligheder og uretfærdigheder, der er slaveri og Taleban, der er drageløbere og sambafodbold. Rasmus Juuls illustrationer er desuden flotte og indbydende – de giver lyst til at dykke ned i bogen og fordybe sig i teksten.
Det er en bog, der hylder forskelligheder og ligheder – og gør os nysgerrige på andre og os selv. Bogen gjorde stor lykke herhjemme og må anbefales til alle.
Børn i andre lande af Sofia Maria Brand (ill. Rasmus Juul)
Faktabog (5-10 år), 200 kr.
Marts 2020, Gyldendal (Anmeldereksemplar)