Opsamlingsheat :: September

Vi modtager rigtig mange, rigtig fine børnebøger til anmeldelse. Her er et slags opsamlingheat, som giver et hurtigt overblik over nogle af de børnebøger, vi har modtaget.

 

Fordi af Mac Barnett (ill: Isabella Arsenault)
Billedbog (4-7 år), 250 kr.
September 2019, Jensen & Dalgaard (anmeldereksemplar)

FORDI er fantastisk, fantasifuld, filosoferende.

Hvorfor er havet blåt? spørger barnet ved sengetid. Hvilken aftentræt voksen kan svare på det? Svaret bliver et helt andet end forventet: “Hver aften når du skal sove, finder fiskene deres guitarer. De synger sørgelige sange og græder blå tårer.”

Og således stiller barnet de spørgsmål, som mange børn kan finde på at stille. Mens det ene mere fantasifulde svar efter det andet følger.

På et tidspunkt lægges der op til, at læseren og barnet selv skal besvare spørgsmål. Og det er faktisk en ret sjov øvelse, der hos os kom nogle ret sjove svar ud af. Og der behøver det jo ikke stoppe. For når bogen er lukket, er det oplagt selv at finde på endnu flere spørgsmål og svar.

Bogen har nogle meget smukke illustrationer, der supplerer den finurlige og underfundige tekst på fineste vis. Den har virkelig vundet genklang hos børnene, der særligt var vilde med den del, hvor vi selv skulle finde på svar.

Må anbefales til alle, der elsker at undre sig og lade fantasien vandre.

 

Far, må jeg få et kæledyr af Line Malling Schmidt
Billedbog (3-6 år), 260 kr.
August 2019, Turbine Forlaget (anmeldereksemplar)

Børn, der plager om at få kæledyr, er vist et kendt fænomen i de fleste familier. Vi har i hvert fald haft en del plageri i vores familie. Og sådan er det også hjemme hos Kara.

FAR, MÅ JEG FÅ ET KÆLEDYR? er en rigtig fin og sød historie om alle de glæder man kan have ud af et kæledyr, men også om de trælse ting, der følger med.

Illustrationerne er fyldt med søde og sjove detaljer. Der er smæk på farverne og flere af dyrene er utrolig nuttede.

En skøn bog til en snak med de 3-6-årige om, hvad det vil sige at skulle have et kæledyr. Men også bare til helt almindelig hyggelæsning.

 

Lille Myr af Benji Davies
Billedbog (3-6 år), 230 kr.
September 2019, Forlaget Carlsen (anmeldereksemplar)

LILLE MYR er en virkelig kær historie om den lille haletudse Myr. Faktisk den mindste i flokken.

Hun ser på, mens den ene af hendes søskende efter den anden får ben og forsvinder. Og hvor mon de forsvinder hen? Er det mon den kæmpe store slemme fisk Gavflab, der har nuppet dem? Heldigvis ikke.

Lille Myr handler om at vokse op, om at være modig og om at tage chancer. Og om at du ikke behøver at være hverken den største eller bedste for at klare dig godt. Illustrationerne er utrolig dejlige. Sprælske og fyldt med hjertevarme.

En voldsomt dejlig historie, som vi faktisk mest af alt har lyst til at give en kæmpestor krammer.

 

Sallys far er langt ude i skoven af Thomas Brunstrøm (ill. Thorbjørn Christoffersen)
Billedbog (4-7 år), 230 kr.
Juni 2019, Forlaget Carlsen (anmeldereksemplar)

Sallys far er langt ude. Denne gang langt ude i skoven. Dengang han var dreng, var han nemlig udenfor hver dag. Selv om det blæste eller regnede eller sneede – eller der faldt sten ned fra himlen.

Så nu skal børnene på telttur! Har Sallys far styr på det med naturen? Selvfølgelig har han ikke det. Er det lige så sjovt som altid at følge Sallys far, mens han klumrer rundt? Så absolut!

Faktisk er denne bog gået hen og blevet en af vores favoritter, ligesom den hvor Sallys far var dreng og den hvor han bander.

 

Lille Trold bager af Kirstine Lyngklip Svansø
Billedbog (2-4 år), 230 kr.
Juni 2019, Vild Maskine (anmeldereksemplar)

Der er de dage, hvor man som barn tænker – jeg vil bage en kage, jeg har set de voksne gøre det tusind gange, hvor svært kan det egentlig være, selvfølgelig kan jeg klare det selv.

Jeg har selv været der – og lykkedes omtrent lige så godt med det som Lille Trold.

Lille Trold har nemlig sat sig for at overraske sine sovende forældre med kage. Og han har som sådan forstået konceptet – og så alligevel ikke helt.

Skraldespanden bliver brugt som skål, æggene kommer i med skal, hindbærsaft må gøre det ud for mælk og så bruger han rottehundens gennemgnavede pind som røreske. Ja, det er rimelig klamt!

Heldigvis er det sådan, at de fleste børn synes, at det er ret sjovt, når noget er lidt småklamt. Ikke mindst når historien som her er underholdende, tilgangen er humoristisk og rimene er absolut velkomponerede (for bogen er nemlig skrevet på vers).

Det må dog anbefales at sætte alt bagegrejet på øverste hylde – hvis nu barnet skulle blive inspireret!

 

Skriv et svar