Det er ikke altid lige let for børn at finde roen, når det er ved at være sengetid. Lotte Salling og Lea Letén har lavet en fantastisk fin billedbog med godnatrim og forslag til beroligende massage, der kan gøre det lettere at geare ned og falde til ro.
Der er aldrig rigtig nogle garantier, når det gælder om at finde det rette putteritual. Børn – og deres voksne – er forskellige og har forskellige behov – også ved sengetid. Og nogle gange – når man lige tror man har knækket koden – så virker det pludselig ikke længere.
Men Lotte Salling og Lea Leténs Stjernestunder er et vældig godt bud på en bog, der kan bringe ro ind i børneværelset ved aftentide.
Bogen består af nogle enkle og meget fine rim, som ledsages af nogle ideer til lettere massage og berøringer (som strøg og tegninger), som man giver, mens rimene læses op. Netop fordi rimene er enkle og forslagene til massagen lige så, så fungerer det rigtig fint. Det er nemt at læse op og massere på samme tid.
Lea Letén har som altid lavet nogle meget flotte illustrationer med en masse fine detaljer. De er jo altså bare lidt svære for barnet at se, når det ligger på maven og får massage. Her må man finde ud af, hvad der fungerer bedst – at man kigger på billederne før eller efter oplæsning, eller at man roligt ruller lidt frem og tilbage for at følge med.
Om bogen faktisk vil bringe ro ved sengetid, afhænger som sagt af det enkle barn – men uanset hvad er det en virkelig fin bog, som vil være et hit til godnatlæsningen. Det har den i hvert fald været herhjemme.
Stjernestunder af Lotte Salling (ill. Lea Léten)
Billedbog (2-8 år), 250 kr.
Maj 2019, Forlaget Carlsen (anmeldereksemplar)