Om at få lov til at gå med lyserødt tylskørt

Lucas og det lyserøde tylskørt - Merete Martin Jensen - børnebøger

Lucas vil gå med tylskørt! Basta! Og lige meget hvor meget hans far prøver at tale ham fra det, står han fast.

Han vil også helst lege med pigerne og lave perlekæder. Han kan lide at gå med neglelak og pynte kager. Og ønsker sig i øvrigt en dukke med lyserød kjole til sin fødselsdag.

Lucas bliver mødt af en noget uforstående og drillende omverden. Og en far, der ikke forstår, hvorfor hans dreng hellere vil gå med tylskørt, fremfor at lege med brandbiler.

Men Lucas er helt urokkelig. Han er den, han er. 

Lucas og det lyserøde tylskørt er en virkelig kær og fint fortalt historie om at skille sig ud. Om at få lov til at være den, man er. Og om at udfordre de gængse kønsroller, naturligvis.

Bogen et rigtig fint udgangspunkt for en snak om, hvorfor vi mener noget er pigeting og noget er drengeting. Og hvorfor det ikke behøver at være sådan.

Herhjemme kan der lidt for ofte falde bemærkninger (fra børnene, forstås) som “Det er kun piger, der kan gå med prinsessekjoler” og “Blå er altså en drengefarve!”. Og så er det faktisk meget sundt at høre en historie, om en dreng, der går med et lyserødt tylskørt.

Læs også om Noni, der siger stop, da en klassekammerat bliver mobbet. 

Lucas og det lyserøde tylskørt af Merete Martin Jensen og Maria Rathje
Billedbog (3-7 år), 150 kr.
Tulle Tutu Børnebøger (anmeldereksemplar)

Stjerner - 4

 

Bogen kan bl.a. købes hos SAXO.com.

Skriv et svar