Svend og Valdemar graver et hul

Svend og Valdemar graver et hul - Børnebøger

Bogen om Svend og Valdemar, der graver et hul i jorden, på jagt efter noget spektakulært, er en helt særlig lille perle af en bog.

Og det er faktisk bare det de to gør. Graver et hul. Sammen med deres hund. Graver lidt til den ene side. Spiser en småkage. Graver lidt til den anden side. Drikker noget kakaomælk. Graver videre. Bliver trætte. Lægger sig til at sove. På bunden af deres hul.

Hvad Svend og Valdemar ikke ser – men hvad vi ser og hunden synes at have færten af – det er, at de hele tiden er liige ved at grave ind i den ene mere fantastiske diamant efter den anden. Men drengene graver enten ikke dybt nok eller også graver de lige forbi.

Og det fungerer virkelig godt. Børnene synes det er sjovt, at de kan se det, drengene ikke kan, og forsøger at guide dem på rette vej.

Svend og Valdemar graver et hiul - Jon Klassen - Børnebøger

Men historien slutter slet ikke der! For mens drengene sover, sker der pludseligt noget meget spektakulært! Hunden graver videre efter et kødben og pludselig falder Svend, Valdemar, hund og kødben.

Og her får bogen et noget postmodernistisk anstrøg.

For de falder og falder og falder bare. Lige indtil de lander på den græsplæne, hvor de startede. Eller. Det er faktisk ikke helt den samme græsplæne. For træet på græsplænen og Svend og Valdemars hus har ændret sig. Ikke meget. Men alligevel nok til, at det i hvert fald ikke er det samme.

Og her ender det – i en slutning fuldstændig åben for fortolkning. Og så er det ellers bare med at snakke sammen om, hvad i alverden det hele betyder!

Svend og Valdemar graver et hul - Jon Klassen - Børnebøger

Jon Klassens utrolig flotte illustrationer fungerer virkelig godt sammen med Mac Barnetts simple og underspillede tekst – sammen bliver de til en meget humoristisk og finurlig historie om, hvad der er spektakulært, hvad der er virkeligt og hvordan ens opfattelse af virkeligheden, kan ændres ved at grave et hul. Måske.

Bogen vil tiltale forskellige aldersgrupper. Min datter på næsten 3 år synes bare det er en herlig historie om to drenge, der graver efter skatte og næsten finder diamanter. Med de større børn vil man kunne gå i krig med de lidt dybere fortolkningslag i bogen.

Svend og Valdemar graver et hul af Mac Barnett og Jon Klassen
Billedbog (3-6 år), 250 kr.
September 2014, Jensen & Dalgaard

Stjerner - 5

 

Bogen kan bl.a. købes hos Jensen & Dalgaard.

2 tanker om “Svend og Valdemar graver et hul

Skriv et svar