Eric Hill lavede den første af mange Plet-bøger, Hvor er Plet?, i 1980 til sin 2-årige søn. Drengen var fascineret af farens reklame-arbejde med en flap, som skulle dække over et morsomt billede. Idéen blev startskuddet til det populære koncept med bl.a. flapbøger om Plets liv.
Også herhjemme har bøgerne om Plet været populære.
Jeg har egentlig altid tænkt, at de var en smule kedelige. Trods dette er der alligevel sneget sig et par af bøgerne indenfor i hjemmet! Og ja, jeg har måttet gi’ mig! For det har vist sig, at børnene bare er rigtig, rigtig glade for dem.
Hvor er Plet?
Billederne og teksten i bøgerne er generelt meget simple.
I klassikeren Hvor er Plet leder Plets mor således efter Plet – som skal spise – overalt i huset. Er han bag ved døren? Nej, der er en bjørn. Billedet ser således ud: hund, dør (=flap), bjørn bag ved døren.
Det fås ikke mere simpelt – og samtidigt er det utroligt effektivt!
For er du da helt svedig, hvor har vi ledt efter Plet utroligt mange gange i alle afkroge af det hus. Og fundet ham naturligvis (typisk feel-good-find-hunden-under-flap-historie)!
Hvor er Plet? af Eric Hill
Flapbog (0-3 år), 70 kr.
Forlaget Carlsen
Bogen kan bl.a. købes hos Arnold Busck.
Gæt med Plet
Et andet hit er Gæt med Plet – og drej hjulet. Her skal man ved hjælp af et lille hjul bl.a. finde ud af, hvad Plet ser ud af vinduet, hvad han spiser til morgenmad og hvad han maler.
Bogen fik min datter, da hun var 1½ år – den blev et sikkert hit! Og det er også en meget fin bog, med billeder i flotte klare farver, lidt mere detaljerede, men stadig med et helt simpelt udtryk.
Og så er der jo hjulet, der skal drejes, forsøren! Her et år efter, kan hun og min søn på 4½ år stadig kæmpe om at få lov til at være den, der drejer det!
Gæt med Plet – og drej hjulet af Eric Hill
Papbog (0-3 år), 150 kr.
Apostrof
Bogen kan bl.a. købes hos Arnold Busck.
Spot’s First Shapes
Selvfølgelig er der også en helt lige ud af landevejen bog om former i Plet-serien (det skal der jo være, ligesom der skal være én om tal og én om farver – og ja, det har Plet også).
Den vi fik fat i er tilmed en rør-og-føle bog om former.
Og den er altså rigtig fin, men har ikke været lige så populær som de andre bøger. Måske er det også derfor, at den ikke er at finde på dansk.
Spot’s First Shapes af Eric Hill
Rør-og-føl-bog (0-2 år)
Warne
Du kan bl.a. købe den her.