Den Kæreste Lille Løveunge

lille løve

Min kære mand bevæger sig ofte ud i det store udland som følge af sit arbejde. Det kan der i det store hele være mange ulemper ved, når man så står tilbage der og skal jonglere med to børn, typisk i hver deres energidrænende tigerspring, og med hvad hverdagen nu ellers byder en af små og store udfordringer.

Men alt besværet er glemt – njah okay, så næsten glemt – når han så hjembringer to helt fantastiske engelske bøger til de to børn (som også lidt er til mig).

David Mellings bøger Just Like My Mum og Just Like My Dad er lige så nuttede som den nuttedeste bamse du kan finde i Hamleys. Særligt – og det synes jeg muligvis hovedsageligt, fordi det er mig, der er moren – Just Like My Mum. 

Bøgerne handler om en lille løveunge, der vil være eller gøre ligesom sin mor og sin far. Bøgerne bliver domineret af nogle meget kære og sjove billeder, der sammen med lidt tekst, kan gøre de fleste forældre småbløde om hjertet.

Og ja, en ting er naturligvis, at forældrene synes de er et hit, men sørme om de ikke også falder i god jord hos vores børn! Klasse, intet mindre!

løvefar

Der er dog et kritikpunkt! Af uvisse årsager kommer faren i sin bog til tider til at fremstå smådoven og småpøllet, mens moren hovedsageligt fremstår varm og empatisk i sin. Det har jeg set før i sådan nogle mor/far-bøger, og jeg tænker, at så er det vel heller ikke sværere at finde nogle positive sider ved mænd! Forsyvsytten – lad os da få nogle af de sider frem!

Men, men, men – jeg kan leve med det!  Vi har efterhånden haft bøgerne i et stykke tid – og de er fortsat vældig populære!

Just Like My Mum får [rating=6], mens Just Like My Dad må nøjes med [rating=5].

2 tanker om “Den Kæreste Lille Løveunge

  1. Jeg kender ikke lige netop de bøger, som du skriver om, men herhjemme er vi glade for ret mange bøger på sprog, som hverken er mit eller min mands modersmål. Drengene er glade for Hjulene på bussen/Wheels on the bus uanset sprog, og Masha og bjørnen er ligeså populær på russisk, som den er på dansk. Hurra for den lille verden, som vi lever i, og for børn og deres åbne sind 🙂

    1. På YouTube kan man jo komme vidt omkring, så min dreng har også været stor fan af alt fra sydkoreanske tegnefilm til russiske skraldebils film. Faktisk alt med skraldebiler. Uanset sprog :).

Skriv et svar