Om at komme ud af det blå

 

UD AF DET BLÅ er stilfærdig i sin enkelhed, forunderlig i sine detaljer, fyldt med finurligheder og hjertevarme – og så er den bare helt, helt vidunderlig.  

En dreng bor alene i et hus med sin kaktus. Det er et hus, hvor der er orden i sagerne. Blyanterne ligger på række, tøjet bliver strøget, skoene bliver pudset.

Det er faktisk et ret fantastisk hus. Med bibliotek. Med chatol. Med klaver. Med te på terassen. Og en masse herlige dimser.

Men der er kun drengen og kaktussen. Indtil der en dag er noget mere. En bjørn flytter ind. Væk er ordnen. Til gengæld er der masser af varme og røde kinder.

Bjørnen er kommet ud af det blå. Og drengen er også kommet ud af det blå.

Forlaget kalder UD AF DET BLÅ for et billedværk. Og det er utrolig passende, for bogen er mere end bare en billedbog og noget andet end en graphic novel. Men den bevæger sig et sted imellem.

Der er ikke meget tekst i bogen. Der er ikke mange forklaringer. Meget ligger mellem linierne. Men den poetiske tekst rammer og den bevæger, og det er så utrolig fint.

Hvert opslag består af en smule tekst og en af Anna Margrethe Kjærgaards illustrationer. Hun bliver bare ved med at imponere med sin helt særlige streg.

Opslagene er holdt i grå blyantsstreger med blå som eneste gennemgående farve (bortset fra bjørnen, som er lidt brun). Den enkle tekst får liv i illustrationerne og Kjærgaard får skabt et helt fantastisk univers omkring drengen – et fantastisk hus, som vi nok er mange, der drømmer om at bo i.

Det er en bog, der imponerer voldsomt i sin enkle poesi. Må anbefales til alle!

Ud af det blå af Rebecca Bach-Lauritsen (Ill. Anna Margrethe Kjærgaard)
Billedværk (4 år og opefter), 340 kr.
November 2019, Jensen & Dalgaard (anmeldereksemplar)

En tanke om “Om at komme ud af det blå

  1. Good morning,just today I discovered this book “UD AF DET BLA” and read your wonderful description. Thank you!
    Where can I buy it? I live in Italy and can’t find it.
    Thank you very much!
    Tullia

Skriv et svar