Oliver Zahle og Siri Melchior har sammen lavet de fineste børnebøger om pigen, der hedder Pølse og hendes tossede far. Det er skørt, det er sjovt, det er charmerende – vi er kort sagt vilde med dem!
Historierne er som sådan helt klassiske børnehistorier. Den ene bog handler om, at Pølse hellere vil spise slik end lasagne. Den anden handler om, at Pølses far er supermegapinlig.
Men det gør nu ikke det mindste, at vi har hørt lignende historier før, når det bliver gjort så fint og charmerende som i disse bøger.
Oliver Zahle får fortalt historierne med masser af overskud og humor. Farens karakter er skøn med sine fjollede påfund og alternative måder at løse konflikter på. Der er masser af hverdagsgenkendelighed på spil, samtidig med at der er skruet op for tosserierne. Det er et både sjovt, hyggeligt og kærligt univers.
Pigen Pølse er en typisk pige i børnehavealderen, der skifter mening om, hvordan hun vil have tingene, som vinden blæser. Det er sådan det er at have børn i den alder. Det ved alle vi, der har prøvet det.
Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er generelt er vild med Siri Melchiors illustrationer – og det er jeg bestemt også i disse bøger. De er charmerende, udtryksfulde og farverige. Og så er de et virkelig godt match til historien om Pølse.
Vi kan kun give de varmeste anbefalinger til bøgerne. Der er børnebøger, når de er allerbedst.
Pølse vil ikke have, at far er pinlig//Pølse vil ikke spise aftensmad af Oliver Zahle (ill. Siri Melchior).
Billedbog (2-6 år), 120 kr.
Oktober 2019, Gads Børnebøger (anmeldereksemplar)