Om at få fri fra kroniske smerter

 

VULKANKNÆ FORBUDT SIGER KRUDT er en finurlig og hjertevarm fortælling om drengen Anton, der har kroniske smerter i sine knæ. Bogen er både humoristisk og poetisk i sin tilgang til emnet, men viser også ensomheden, afsavnet og vreden, der kommer af ikke bare at kunne gøre som alle andre. 

Bogen handler om Anton, der har knæ, der nogle gange brænder som vulkaner. Anton vil rigtig gerne til Emmas fødselsdag, men netop denne dag beslutter knæene sig til at gå i udbrud, og han må blive hjemme.

Antons mor – som er sprudlende og en skøn karakter i det hele taget – lokker med lagkage med hindbær og krymmel, men det kan selvsagt ikke gøre det ud for en fødselsdag med Emma.

Mens Antons mor er ude at købe ind til lagkage, får Anton besøg af Krudt, som engang arbejdede i en bank, men som hobby nu er skytsengel, Antons skytsengel. Og han kender et sted, hvor man kan spille fodbold og hoppe på trampolin uden at få smerter. Og uden at blive træt. De to får en fantastisk dag sammen.

Den tur med Krudt løser jo sådan set ikke rigtig Antons problemer med knæene og fødselsdagen, men giver alligevel et pusterum og fornyet energi.

Lene Larn – som selv lider af kroniske smerter – har både skrevet og illustreret bogen. Illustrationerne er flot udført og udtryksfulde, holdt i grå blyantsstreger, med mange fine detaljer. Samtidig er de også lige kanten af uhyggelige og gør fortællingen lidt dyster på sine steder. Og det gør sådan set ikke noget, kroniske smerter er ikke skønne og kønne.

Men det gør også, at bogen hovedsageligt – tænker jeg – skal læses af og fortælles for de lidt større børn i fx indskolingen.

VULKANKNÆ FORBUDT SIGER KRUDT tager fat på mange spændende temaer, der relaterer sig til at have en kronisk sygdom. Hvorfor får man en kronisk sygdom? Er det Gud, der bestemmer det? Er det Djævlens værk? Er det bare et tilfælde? Og alle de forskellige følelser, der er forbundet med sygdommen.

En fin og anbefalelsesværdi fortælling.

Vulkanknæ forbudt siger Krudt af Lene Larn
Billedbog (8 år-), 185 kr.
Februar 2018, Eksistensen (anmeldereksemplar).

 

Køb bogen hos Eksistensen.

Skriv et svar