Vi har været vilde med Siri Melchior lige siden vi stiftede bekendtskab med RITA OG KROKODILLE. Vi kan lige så godt sige det, som det er. Vi er ikke blevet mindre vilde med hende efter mødet med hendes nye karakterer, STOREMYR OG LILLEMYR. De er voldsomt kære!
Storemyr og Lillemyr er et par allerbedste venner, som bor i et hus ude midt i skoven. Her har de altid boet. Og hos de to bedste venner i huset i skoven er det sådan, at de stort set altid laver det samme hver uge og spiser det samme hver dag. Det er nu alligevel både trygt og godt.
Men altså – det er nok sådan, at det mest er Storemyr, der befinder sig godt med, at dagene og ugerne ikke rigtigt afviger fra hinanden.
Lillemyr – derimod – hun kan nogle gange godt få det sådan, at hun begynder at undre sig over, om der mon findes noget bag ved træerne, uden for skoven. Og så kan det nogle gange godt gå sådan, at hun fx bliver nødt til at bestige et bjerg eller at hun må begive sig ud mod havet.
Og selv om Storemyr virkelig ikke bryder sig om det, så ender han altid med at måtte give slip og følge med. Det kommer der nogle rigtig fine oplevelser ud af. Men der kommer også det ud af det, at de begge altid vender tilbage til huset i skoven igen.
Bøgerne om STOREMYR OG LILLEMYR er utroligt fine. Der er en fantastisk skøn tone i bøgerne, som på en gang er både sjov og omsorgsfuld. Universet de to allerbedste venner befinder sig i er magisk, finurligt og poetisk. Og så er der det med gentagelser, som ikke blot er et tema i historien, men som også bliver benyttet som en slags fin og rolig rytme i teksten – og som genkendelige holdepunkter.
Det hele bliver bundet sammen af Siri Melchiors fantastiske illustrationer – de er som altid farverige, deltaljerige og bare superskønne.
Vi er enige om – min datter og jeg – at de her bøger, dem kan vi bare virkelig godt lide!
Læs også om Siri Melchiors herlige makkerpar Rita og Krokodille.
Storemyr og Lillemyr – Bjerget i skoven / Rejsen til havet af Siri Melchior
Billedbøger (3-6 år), 150 kr.
Januar 2017, Gyldendal (anmeldereksemplar)
Køb bl.a. bogen hos Gyldendal.