Da jeg satte mig med Harry Potter og det forbandede barn, havde jeg en forventning om, at den nye historie skulle indeholde alle de ting, jeg kendte og elskede fra de tidligere Potter-bøger. Og netop fordi jeg havde alle de forventninger, var jeg på samme tid bange for, at bogen ville skuffe fælt. Men det gjorde den ikke. Tværtimod.
Harry Potter og det forbandede barn gør alt det, de oprindelige bøger gør. Bare bedre!
Historien er knivskarp – perfekt komponeret, dybt original og gribende. At den er et skuespil (det er den nemlig!), gør bare det hele ekstra sjovt, for det hjælper med at understrege det handlingsmættede og dynamiske i historien.
Jeg vil ikke afsløre noget om historien, men Rowling og co. har skabt et galleri af personer, som gør historien genkendelig, men alligevel helt sin egen. De børn, vi fik introduceret i epilogen til Harry Potter og Dødsregalierne får – i bogstaveligste forstand – lov til at stå på scenen nu.
De er skarpt tegnet i forhold til deres forældre med deres egne drømme og tanker, mens forældrene, vores gamle venner fra de syv bøger, selvfølgelig får deres del af handlingen (jeg vil ikke afsløre noget om plottet!). Det er en fornøjelse, at Rowling, Tiffany og Thorne har turdet lade karakterne udvikle fra vi slap dem i den sidste bog for ti år siden. For mennesker udvikler sig som årene går.
Den eneste skønhedsplet er i virkeligheden portrættet af Ron Weasly, Harrys ven, der simpelthen adskiller sig så meget fra den dreng, vi kendte, at det virker lidt utroværdigt. I bøgerne var han en komisk birolle til Harry, men han fik alligevel lov til at træde i karakter i sin egen ret. Her virker han derimod som en parodi på sig selv, mere fjollet og mindre stærk end tidligere. Og det er måske også derfor, han ikke er vigtig for historien.
Men alt det gør ingenting, når Potter- og Malfoybørnenes fortælling (ja, Malfoyerne har nemlig en central rolle i historien) i stykkets dramatiske slutning væves sammen med deres forældres, og fortid og nutid på mere end en måde smelter sammen til et perfekt og intenst hele.
Jo, bevares, jeg er også typen, der med den rette mængde overtalelse kunne lokkes med til et slag muggle-quidditch, men jeg kommer med garanti til at læse Harry Potter og det forbandede barn igen, så spændende er den. Og Dumbledore-ske-tak-og-lov for det!
Harry Potter og det forbandede barn af J.K. Rowling, John Tiffany og Jack Thorne
Skuespil, 300 kr
Oktober 2016, Gyldendal (anmeldereksemplar)
Køb fx bogen hos SAXO.com.
Harry Potter og det forbandede barn er blevet anmeldt af familiens absolut største Harry Potter-fan, Aske Munk-Jørgensen, der til daglig blogger om sit forfatterliv på Ting med ord.
Jeg har læst flere blandede anmeldelser af den. Jeg kan genkende både kritik og ros i den forbindelse. personligt var jeg glad for den. Ikke så begejstret som dig, men ja, den skulle helt klart læses. Min veninde i London har set stykket og meldte tilbage, at det var helt fantastisk! Kh. Birgitte