Vi elsker dig Hest!

Jeg elsker dig, hest! - Zenia Johnsen - Børnebøger

Jeg elsker dig hest! af de to veninder Zenia Johnson og Stine Spedsbjerg er en helt vidunderlig lille perle af en børnebog. En bog, man bare får lyst til at give en kæmpestor krammer. 

Bogen handler om Stine, der – 1893 dage gammel – beslutter sig for at stikke af hjemme fra. Hun når helt udenfor byen, hvor hun møder en hest. Og det er bare kærlighed ved første blik for Stine.

“Stine krammer, krammer, krammer hesten, som puffer hende i maven med sin prustende snude. Det bliver varmt alle steder inden i hende. “Jeg elsker dig, hest,” siger hun.”          

Stine vil så gerne være ven med hesten. Men lige pludselig sker der noget, som man ikke forventer sig af en ven. Hesten river Stines hjerteformede knap af hendes bluse og spytter den ud på jorden.

tne
“Der ligger knappen nu nede i mudderet, som et stykke hjerte tygget helt i stykker.”

Men Stine er så opslugt af tanken om et venskab med hesten, at hun ikke lader sig slå ud. Hun skriver et brev til hesten for at fortælle, at hun elsker den. Men hesten – som jo er en hest – snupper brevet med mulen, gumler på det og spytter det ud. Og stakkels Stine bliver knust.

Heldigvis sker der dagen efter noget besynderligt, som faktisk er helt vidunderligt. Hun får et brev. Det bedste brev i verden. For i brevet er det, som om der står: “Jeg elsker dig, Stine!” Og det gør der jo ikke. Men pludselig forstår Stine, hvorfor hesten tygger på ting og spytter dem ud. Og så falder alt heldigvis på plads.

t

Jeg elsker dig hest! beskriver så fint venskabets natur, som det ser ud i børnehøjde.

Da min datter, Selma, startede i børnehave forelskede hun sig fx i Store Anna. Og ligesom Stine ville min datter bare kramme, kramme, kramme Store Anna. “Du er min bedste ven, Store Anna,” sagde hun. Anna valgte ikke at svare. For Anna var jo stor og havde sine store bedste venner. For moren, hvis ikke for datteren, føltes det lidt som en hjerteknap, der blev tygget helt i stykker.

Så vi forstår – synes vi – Stines brændende ønske om at ville være ven med hesten. Og vi forstår, at nogle gange så skal man bare regne ud, hvad et venskabs natur er. Fx kan man sagtens være rigtigt gode venner – som Selma og Anna er nu – uden at skulle være bedste venner.

Jeg elsker dig hest

Zenia Johnsen er fantastisk med ord. Også i denne børnebog. Hendes univers er forunderligt og underfundigt, varmt og humoristisk. Hverdagspoetisk, sågar. Vi føler os så godt hjemme i hendes bøger. Oven i al denne dejlighed kommer så Stine Spedbjergs fantastiske illustrationer, som bare gør lille Stine så helt og aldeles knuselskelig.

Må de to bringe os mange flere dejlige børnebøger!

Læs også om den dejlige fortælling Hr. Thomsens nabo – om venskabet mellem en mand og en mus. 

Jeg elsker dig hest! af Zenia Johnsen og Stine Spedsbjerg
Billedbog (3-6 år), 230 kr.
Maj 2016, Gyldendal (anmeldereksemplar).

[rating=6]

 

Bogen kan bl.a. købes hos Gyldendal.

 

Skriv et svar