Hver måned bliver der udgivet uendeligheder af børnebøger. Og hver måned gennemgår jeg troligt alle de udgivne bøger og forsøger at finde frem til de bedste udgivelser til de 0- til 6-årige.
Når måneden er gået bringer jeg en oversigt over de bedste af de bøger, vi har haft fingrene i. Både nye udgivelser og bøger, vi bare er faldet over på vores vej. De sjoveste bøger, de hyggeligste bøger, de smukkeste bøger. De bøger, vi var helt og aldeles vilde med.
I marts var dette vores favoritter!
Hvidt & Blidt & Kridt af Kim Fupz Aakeson og Cato Thau-Jensen
Billedbog (5-9 år), 230 kr.
Oktober 2015, Gyldendal
Læs anmeldelsen her.
Da foråret forsvandt af Tore Leifer og Anja Gram
Billedbog (5-8 år), 250 kr.
September 2015, Turbine Forlaget
Et par bevingede ord: Da foråret forsvandt er en fin og eventyrlig fortælling om Viggo, der er på jagt efter livets spire. Spiren er nemlig blev stjålet af kongen – i et forsøg på at holde sig evigt ung – og vinteren holder derfor landet i et fast greb.
Det er en lang og farefuld færd den unge hare begiver sig ud på, og han må finde hjælp til at kunne klare de prøvelser han støder på undervejs. Hans mission lykkes heldigvis og foråret vender tilbage. Alt er godt igen.
Der er tale om et spændende og meget velkomponeret eventyr med nogle meget smukke og stemningsfulde illustrationer, der gør fortællingen helt magisk.
Halfdan vil gerne hjælpe af Julie Abitz og Line Rom Lange
Billedbog (2-4 år), 150 kr.
December 2015, Forlaget Superkraft (anmeldereksemplar)
Læs anmeldelse her.
Ole er Ole af Svein Nyhus
Billedbog (2-5 år), 220 kr.
Januar 2016, Jensen & Dalgaard
Et par bevingede ord: Svein Nyhus har lavet nogle utroligt fine, tankevækkende og gribende børnebøger sammen med Gro Dahle. I Ole er Ole er Svein Nyhus alene om en helt anderledes simpel historie for de mindste børn.
Bogen er hverken gribende eller tankevækkende, men det er til gengæld en virkelig fin og kær historie om Ole, der gemmer sig under et tæppe. Og som for hver side kommer mere og mere til syne. Samtidig er det meningen, at barnet, der får læst bogen op, undervejs får rystet sine ben, kildet sin mave, talt sine fingre og meget, meget mere.
En bog, tænker jeg, der vil vække stor glæde hos børn fra 1 til 3 år.
Lindbergh af Torben Kuhlman
Billedbog (5-8 år), 260 kr.
Juli 2014, ABC Forlag
Et par bevingede ord: Torben Kuhlmann laver nogle helt utroligt smukke og stemningsfulde billedbøger.
Denne bog er en eventyrlig fortælling om en lille mus, som beslutter sig for at flyve til Amerika. Inspireret af bl.a. Leonardo da Vinci begynder han at konstruere en flyvemaskine. Efter et par fejlslagne og farefulde forsøg, lykkes hans mission.
Der er tale om en fin og sådan set helt simpel historie, som får magiske dimensioner af de smukke, smukke illustrationer, som er præget af stor detaljerigdom og dybde. Sat i begyndelsen af det 20. århundrede er den fyldt med illustrationer af damplokomotiver og oceandampere, der er musens fantastiske skitser og færdige flyvemaskiner og ikke mindst nogle meget livagtige ugler og katte, der jager den stakkels mus.
Min søn er så fascineret af denne bog – og det er jeg også. Den er helt særlig og meget anbefalelsesværdig.
Det er ikke i orden, Ingolf af Daisy Hirst
Billedbog (3-5 år), 250 kr.
Januar 2016, Jensen & Dalgaard
Et par bevingede ord: Kender I det, at ens irriterende lillebror ødelægger ens yndlingsbog og den bare slet ikke – som lillebroren ellers foreslår – kan repareres med syltetøj!
Det kender Inga! Og selvom hun generelt er ret glad for sin lillebror, forestiller hun sig, at der sker ham noget ikke særligt kærligt.
Da hun tror, at det hun har forestillet sig faktisk overgår lillebroren, fortryder hun naturligvis bittert. Og de to søskende finder hinanden igen på bedste vis.
Det her er simpelthen en fuldstændig fantastisk og ikke mindst utroligt charmerende børnebog om søskendefnidder. Den er bare fuld af kærlighed og bør læses af alle børn med søskende!
Småbørnssuppe af Bjørn Ousland
Billedbog (4-7 år), 255 kr
Januar 2016, ABC Forlag (anmeldereksemplar)
Et par bevingede ord: Det er alligevel noget uhyggeligt, når hekse og trolde pludselig begynder at stjæle byens børn om natten. For at føre dem med til heksebjerget. Hvor de skal koges til småbørnssuppe i den store sorte gryde.
Den eneste, der kan hjælpe børnene er Lillen, som har sneget sig med i en af troldenes lommer. Og det er noget af en udfordring, som dog løses ved hjælp af heksebjergets dyreliv og en veludtænkt plan. Alle børn bliver reddet. Mens hekse og trolde bliver fængslet og forsøges resocialiseret. Intet mindre.
Småbørnssuppe har været et hit hos min søn. Historien fænger med sin kombination af uhygge, spænding og morsomme indslag. Samtidig passer illustrationerne rigtig fint til de lidt større børn – med sin blanding af tegneserie- og billedbogselementer.
Sådan finder du guld af Viviane Schwarz
Billedbog (3-5 år), 250 kr.
Januar 2016, Jensen og Dalgaard
Læs anmeldelse her.