Når far finder en ny…heks!

Heks - Kim Fupz Aakeson

En del børn har forældre, der er skilt. Mange af de børn oplever, at far eller mor får en ny kæreste. Hvad de dog sjældent oplever er, at fars nye kæreste er en heks – i den allerbogstaveligste forstand!

Hovedpersonen i Kim Fupz Aakesons Heks! oplever lige præcis dette. Og her er ikke tale om, at kæresten er heks i overført betydning – og altså fx bare ikke taler så pænt til ham eller ikke kan lide ham.

Næ, her er tale om en af den slags hekse med grønt hår, vorter, rådne tænder og spids hat. Hun hvisker trylleformularer, serverer tudseyoghurt og lugter af svovl. Og hans far er tilsyneladende ligeglad.

Heks - Kim Fupz Aakeson - Børnebøger

Den eneste, der tager vores unavngivne hovedperson alvorligt er hans veninde Rosa. Hun er til gengæld temmelig vidende udi det at afheksificere folk.

Det er noget med at finde heksens rigtige navn (“…Marion van der Wandale…. Det er der sgu da ingen damer, der hedder i virkeligheden.”)  og sige det højt. Og at hamre en spids kæp gennem hendes hjerte (det bliver dog lidt for voldsomt for vor ven). Og at kysse hende på munden (som trods alt er mere til at have med at gøre).

Og faktisk er det lige præcis et kys  – dog fra heksen selv –  der gør, at hun pludselig er en helt almindelig og faktisk virkelig sød Marianne Wind. Alt er godt.

Altså, indtil hovedpersonen ser morens nye kæreste…!

Heks! - Kim Fupz Aakeson - Børnebøger

Heks! henvender sig naturligvis hovedsageligt til børn, hvis forældre er blevet skilt og bogen er helt oplagt som baggrund for en snak om skilsmisse og nye kærester.

Børn, der ikke har haft  skilsmisse inde på livet, kan dog sagtens få en masse ud af bogen, for det er faktisk bare en virkelig herlig og sjov fortælling.

Børnenes forsøg på at afheksificere heksen med alle de tricks, Rosa har fået ud af at se et fjernsynsprogram om hekse, måske iblandet lidt elementer fra vampyrfortællinger og eventyr, er vældig underholdende. Og så er der noget dejligt rørerende over øjeblikket, hvor Marion van der Wandale bliver til Marianne Wind og hovedpersonen accepterer tingenes tilstand.

Nå ja, og så er det jo Kim Fupz Aakeson, der har stået for de dejlige ord og Rasmus Bregnhøi, der har stået for de dejlige illustrationer – og de to klæder hinanden utrolig godt, også her.

Læs også om Kim Fupz Aakesons herlige børnebog Hvidt, Blidt & Kridt – om en tyk mandlig tandfe og en irriterende lillesøster.

Heks! af Kim Fupz Aakeson og Rasmus Bregnhøi
Billedbog (5-8 år), 130 kr.
Maj 2015, Gyldendal (anmeldereksemplar)

Stjerner - 5

 

Bogen kan bl.a. købes hos SAXO.com.

14 tanker om “Når far finder en ny…heks!

  1. Jeg vil meget gerne vinde den. Jeg har ikke den store samling børneboger, men det er altid godt med ny læsning, når min niece er forbi 🙂

  2. Elsker Kim Fupz!! Dog ingen skilsmisse her – men bogen og illustrationerne er skønne. Vil dog nok give den til min venindes datter, da min veninde og hendes mand er blevet skilt for et halvt års tid siden..

Skriv et svar