Tænk, hvis du vågnede op en morgen og ikke kunne sige bogstavet A! Og at det stod så grelt til, at når du prøvede at sige bogstavet A, så sagde du faktisk U.
Det sker en morgen for pigen Anna, og det er ultså uldeles upruktisk!
Sammen med sin bror Anton prøver hun at regne ud, hvad i alverden, der er sket. Men det er først, da det falder dem ind at spørge farfar – verdens klogeste af slagen – til råds, at mysteriet bliver løst: Anna har simpelthen haft besøg af en Litera Fur! Et kæmpestort myggelignende insekt, som suger bogstaver ud af ørene på børn om natten, og som også er kendt som en bogstavtyv.
Farfar ved heldigvis også, hvordan de får Annas A’er tilbage:
Her står, at hvis en bogstavtyv har stjålet B’er , skal man få den til at bøvse dem op. P’er skal pruttes ud og A’er…A’er kan man få igen, hvis bare bogstavtyven nyser og siger A-A-A-A-tju.
Og så går de alle tre i gang med at lægge en plan, en ikke helt ufarlig en af slagsen. Det kræver en nysemikstur bestående af – naturligvis – frugter og grøntsager, der begynder med A, en risikovillig storebror til at få miksturen i øret og tålmodighed!
Planen lykkes! Anna får sine A’er tilbage og bogstavtyven bliver jaget langt pokker i vold!
Bogstavtyven af Maria Rørbæk og Siri Melchior er en virkelig herlig og meget velfungerende historie, der tilmed er utrolig sjov. Når Anna taler er alle A’er udskiftet med U’er, og det er lidt af en udfordring at få tungen til at makke ret, når ordene skal udtales. Det er dejlig fjollet og til stor morskab for børnene.
Det er en helt oplagt historie til børn, der er begyndt at interessere sig for bogstaver, men der er rigtig mange fine elementer i historien, som vil tiltale fleste: mysteriet om, hvad der dog er sket, historien om den eksotiske bogstavtyv, børnenes ihærdige planlægning for at få A’erne tilbage og så spændingen i om det overhovedet lykkes for dem.
Siri Melchiors illustrationer er fantastiske og tilfører simpelthen bare bogen ekstra meget herlighed. Jeg synes faktisk, det er nogle af hendes bedste illustrationer. Og det siger en del!
Læs også om Siri Melchiors herlige børnebøger om Rita og Krokodille.
Bogstavtyven af Maria Rørbæk og Siri Melchior
Billedbog (3-7 år), 230 kr.
Oktober 2014, Gyldendal.
Bogen kan bl.a. købes hos Gyldendal.