Siden vi første gang læste om Rita og Krokodilles kastanjejagt i efterårsskoven, har vi været helt vilde med det charmerende makkerpar, og de hyggelige, hverdagsagtige eventyr de to sammen begiver sig ud på.
Bøgerne handler om den viljestærke og rødkindede Rita, der har en temmelig tålmodig Krokodille boende i sit badekar – og om de oplevelser de to har sammen. Indtil videre har de været på fisketur, på skovtur, på campingtur, på kælketur, i Zoologiske Have og på pindsvinejagt i farmors have.
Rita – som er sådan omtrent de 4 til 5 år – er på bedste storesøster vis den, der har styr på tingene. Hun ved naturligvis lidt mere end Krokodille, tør nok lidt mere end Krokodille og er nok generelt lidt bestemmeramt. Svaghedstegn udviser hun helst ikke, og skulle noget gøre hende usikker eller ligefrem bange, så er det hovedsageligt for Krokodilles skyld, at de må tage forholdsregler.
Som ofteste ender historierne dog med, at Rita nok ikke har helt så meget styr på tingene, som hun tror – og at hende og Krokodille sammen får klaret ærterne.
Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg generelt synes Siri Melchiors illustrationer er rigtig dejlige. Og det er de også i Rita og Krokodille-bøgerne.
De er charmerende, stemningsfulde, har mange fine detaljer og er i nogle dejlige, afstemte farver. Hun er i disse bøger også forfatter – og det klarer hun utrolig godt! Det univers hun har skabt er hyggeligt og genkendeligt for de fleste mindre børn.
Vi har alle seks Rita og Krokodille-bøger. Og jeg kan ligeså godt sige det, som det er: De er alle nogle virkelig gode bøger!
Har man et barn – og måske særligt en pige – på omkring de 2 til 4 år, så går man altså ikke galt i byen med disse bøger. Det er i hvert fald nogle af min datters absolut yndlingsbøger.
Bøgerne kan anbefales til børn fra 2 til 5 år, koster kun 100 kr, og kan bl.a. købes hos Gyldendal.
Den første og mest simple Rita og Krokodille-bog. Det simple gælder både selve teksten – som der ikke er helt så meget af – og illustrationerne, der ikke helt har den samme dybde og farverigdom, som de øvrige bøger.
Historiens omdrejningspunkt er en fisketur, hvor det jo nok viser sig, at Krokodille er noget bedre til at fiske end Rita lige havde regnet med.
Historien er rigtig sød og er en perfekt introduktion til Rita og Krokodille for børn lige omkring de 18 til 24 måneder.
Det her er vores yndlings Rita og Krokodille-bog!
Du kan læse en tidligere anmeldelse her.
Sidste efterår kom denne og bogen om de to på campingtur. I disse to bøger er der virkelig kommet knald på farverne – og det giver bøgerne et lidt mere sprælsk udtryk, hvor baggrunden træder mere frem. De øvrige bøger arbejder med en mere hvid baggrund, hvor karaktererne står i centrum.
Begge dele fungerer rigtig godt, men skal jeg vælge, er jeg nok mest de mere rolige, hvide bøger.
Det her er en helt klassisk Rita og Krokodille-historie, hvor de to er på pindsvinejagt i farmors have. Tror Rita, at hun har fuldstændig styr på det med pindsvinejagt? Naturligvis, gør hun det! Viser det sig, at de to når længst sammen? Selvfølgelig! Rigtig fin historie.
Historien i denne er faktisk rigtig sød.
Rita og Krokodille er på campingtur og hygger sig rigtig fint. Men som mørket falder på, begynder lyde og skygger at udvikle sig til trolde og hekse i de to venners fantasi. Naturligvis viser det sig bare at være træer og buske – og efter en noget begivenhedsrig nat ender de to med trygt at kunne lægge sig til at sove.
Bogen er rigtig fin som udgangspunkt for en samtale om, hvordan ens fantasi kan spille en et puds – særligt i mørke.
Den er dog lidt mere tekstfyldt end de øvrige bøger i serien og ikke helt lige så skarp og velafbalanceret som de andre.
En rigtig fin historie, hvor Rita og Krokodille skal ud at kælke på en meget høj bakke, som Krokodille (læs: Rita) nok er lidt bange for at køre ned af. Derfor laver Krokodille (læs: Rita) forskellige krumspring for at undgå kælketuren.
I denne bog introduceres for første gang en karakter udover Rita og Krokodille, nemlig den dumme unge Boris, der udfordrer de to til at kælke ned af bakken. Og det er lidt noget rod for Rita, der både er bange for at kælke, men også er virkelig træt af, at Boris godt tør.
Til sidst lykkes det Rita – på en noget utraditionel måde – at komme ned af bakken. Alt ender godt. Alle er venner. Alle får kakao.
I denne bog skal Rita og Krokodille i Zoologisk Have. Krokodille er i højere grad end i de øvrige bøger i fokus, og han har sig noget af en fest med de øvrige krokodiller i haven.
Bogen handler om at finde sammen med ligesindede, om ikke at kunne finde sin ven og om at finde hinanden igen over en kæmpestor madpakke.
Endnu en rigtig fin historie, som også er rigtig de god til de mindre børn.