Azizi og den lille blå fugl er en smuk, smuk børnebog om undertrykkelse og befrielse. Ikke bare er illustrationerne utroligt smukke. De følges af en virkelig fin og poetisk historie om, hvordan en dreng og en lille blå fugl får has på et par usympatiske og undertrykkende ledere.
I historien holder to grådige tyranner nemlig landet, hvor drengen Azizi bor, i et jerngreb, mens de stjæler fra deres undersåtter.
I deres guldbelagte senge forlanger de hele tiden mere af det hele: den lækreste coucous, det møreste kød, håndvævede gulv- og søvtæpper, sølvfade med indgraverede stjerner – og ikke mindst alle landets blå fugle, som de holder fanget i et kæmpemæssigt stort bur.
Og mens befolkningen i landet bliver så tynde, at de bliver næsten gennemsigtige, svulmer de to tyranner op som to luftballoner.
Imens sidder Azizi i sit appelsintræ og betragter det hele, når han da ikke hjælper sin mor med at sætte jasminblomster på snor. Han bliver ligesom resten af befolkningen mindre og mindre, til sidst er han ikke større end en pinjekerne i bunden af et glas myntete.
En nat dukker en undsluppen blå fugl op i Azizis vindue og siger “nu er det tid”. Fuglen beder Azizi tage jasminblomsterne og så flyver de ellers af sted gennem landet mod paladset, med alle jasminblomsterne på snor efter sig. Da de når til paladset, stikker den lille Azizi en synål i de to tyranner og de sprænges som to balloner – landet er endelig befriet. De blå fugle og duften af jasmin spreder sig gennem landet.
Historien foregår i Halvmånens Land (her kunne jeg godt have ønsket mig et mindre klichefyldt navn) i en tid, som ikke er så langt herfra. Men handler i virkeligheden om alle de steder og tider, hvor tyranner har undertrykt et folk, og hvor folk har taget kampen op mod undertrykkerne.
Selve historien om undertrykkelsen og befrielsen er udformet så fint og poetisk, at de fleste børn vil blive grebet af historien, det blev de i hvert fald herhjemme. Og både i illustrationerne og teksten er der et væld af smukke detaljer og symboler, som både voksne og børn vil kunne sætte pris på. Bogen er fantastisk!
Azizi og den lille blå fugl af Laïla Koubaa og belgiske Mattias De Leeuw
Billedbog (3-6 år), 250 kr.
Januar 2015, Turbine Forlaget (anmeldereksemplar).
Bogen kan bl.a. købes hos Turbine Forlaget.