Min Bedste Bog udgiver bøger, hvori dit eget barn er hovedperson. Og det er altså et sørens godt koncept!
Historierne og illustrationerne i bøgerne er som sådan præfabrikerede, men det er muligt at personliggøre bøgerne, så hovedpersonen får dit barns navn og så der i historien optræder personer, som dit barn kender og holder af. I nogle af bøgerne kan du tilmed bestemme hårfarven på hovedpersonen!
Inden jul blev jeg kontaktet af Min Bedste Bog som spurgte om jeg ville anmelde to af deres bøger – en til min datter og en til min søn. Og det ville jeg rigtig gerne, for allerede inden havde jeg luret en del på deres hjemmeside
Jeg fik selv lov til at vælge de to bøger og personliggøre dem.
Til min datter valgte jeg Mig & den hyggelige hule, som handler om alt det en baby oplever inde i sin mors mave. For at gøre bogen personlig skal man oplyse barnets navn og fødedato, navnet på gaden, hvor barnet bor, hospitalet, hvor barnet er født, forældrenes navne og navne på flere familiemedlemmer, der optræder i historien.
Til min søn valgte jeg Jeg vil være verdens stærkeste, der handler om en dreng og hans tanker om at være stærk, som han deler og taler om med en voksen han ser op til. Her personliggøres bogen ved at vælge barnets navn, nævne en person barnet ser op til og den pågældende er i et forhold til samt oplyse barnets hårfarve.
Og når alt det er gjort og bogen bestilt, går der få dage, så har man nogle rigtige fine bøger med børnenes navne på, der handler om barnet og folk, de holder af. Det er virkelig godt tænkt!
Bøgerne fungerer rigtig godt på hver deres måde.
Oskar vil være verdens stærkeste – som er min favorit af de to – er slet ikke så personliggjort som den til min datter. Til gengæld beskriver bogen det helt særlige frirum et barn kan have sammen med en person, som det ser op til og holder af, og som giver sig tid til at tale med og være sammen med barnet på dets præmisser. Vi valgte, at bogen skulle handle om min søn og hans farfar – og det var et rigtig godt match. De to har nemlig lige præcis sådan et forhold.
Min søn er rigtig glad for bogen! Da jeg spurgte ham hvorfor, svarede han: “Fordi den handler om farfar!”
Og det gør den jo faktisk slet ikke (denne farfar bygger huler, det ville den rigtige farfar nok få håndværkere til), men alligevel så virker historien i sådan en grad, at min søn mener, at den handler om ham og hans helt egen farfar. Det er ret cool.
Oskar vil være den stærkeste har en rigtig fin og sød historie – skrevet af Mikkel Milsgaard – som er godt skruet sammen. Bogen er desuden tilsat nogle virkelig dejlige illustrationer, lavet af Anja Gram.
Bogen anbefales fra 4 til 8 år og koster 230 kr. (inkl. porto).
Min datter er helt vild med hendes bog – Selma og den hyggelige hule! Denne bog er virkelig personliggjort og fyldt med navne på folk, som min datter holder rigtig meget af. Desuden handler den om den tid hun tilbragte inde i min mave – og hun synes det er vældigt spændende at finde ud af, hvad hun egentlig lavede derinde.
“Bogen handler om mig!” erklærede hun stolt til sin mormor. Og det gør altså bare bogen helt særlig!
Selma og den hyggelige hule af Stinne Bagger Mortensen og Mikkel Stubbe Teglbjærg er baseret på en rigtig god ide! Og der er slet ingen tvivl – den tiltaler min datter rigtig meget. Jeg kunne dog godt tænke mig, at teksten i bogen blev strammet lidt op og blev lidt skarpere, lidt mere fokuseret. Historien bliver til tider liidt lang i spyttet.
Bogen anbefales fra 0 til 7 år og koster 250 kr. (inkl. porto).
Hvor kan bøgerne købes?
Begge bøger kan købes hos Min Bedste Bog, hvor du også kan læse meget mere om ideerne bag bøgerne. Og gør endelig det! For der ligger nogle virkelig gode tanker bag.
//Anmeldereksemplar//
Ih… Hvor de lyder fine, dem ønsker vi os til drengene! Og helt rigtig valgt med farfar, Anton synes også at han er Batman
De er også rigtig fine – og den med farfar fungerer særlig godt. Så det er noteret :).