Enestående ABC

ABC - Knud Romer og John Kørner - Børnebog

Man kan næsten kun knuselske en bog, der på første side har ordene Vi er alle børn af mirakler/og hver især noget for sig!

Og Knud Romer og John Kørners ABC – hvorfra ordene stammer – er utrolig let at elske.

For ikke bare er ABC’en ualmindeligt flot illustreret af billedkunstneren John Kørner, den er også spækket med Knud Romers fjollede, drillende, finurlige, poetiske, sågar dybsindige rim om dyr.

Udtrykket i de enkelte opslag er meget elegant. Man bliver mødt af flotte afstemte farver, nogle gange vilde farver, nogle gange helt dæmpede farver. Og naturligvis de fine små rim om alt fra aber, lærker, rotter og xenopeltiser (og det er ikke tit, der bliver rimet om dem).

Jeg har som voksen absolut intet at udsætte på bogen! Den er enestående!

ABC - Knud Romer og John Kørner

Det er dog ikke nødvendigvis den bog børnene (mine er 2 og 5 år) først griber fat i, når de skal have læst op.

Illustrationerne er som sagt meget, meget flotte (det er jo kunst, fordælan!), men det er ikke illustrationer som er børnevenlige på samme måde som en Mimbo Jimbo- eller Cirkeline-bog. Enkelte af rimene kan desuden godt blive så dybsindige, at børnene ikke fatter en bjælde.

ABC - Knud Romer og John Kørner - Børnebog

Men skidt! Alt skal ikke være Mimbo Jimbo og Cirkeline og nogle gange må mor godt bestemme, at vi skal læse i en bog, der rækker nogle lidt andre steder hen end de fleste andre børnebøger.  Og indtil videre har børnene – om ikke andet – så i hvert fald været høfligt optaget af bogen, når den er blevet taget frem.

Læs også om Halfdan Rasmussens sjove og finurlige Klatteradat. 

ABC af Knud Romer og John Kørner
Billedbog (4-9 år), 150 kr.
Juni 2014, Forlaget Carlsen

Stjerner - 5

 

Bogen kan bl.a. købes hos SAXO.dk

//Indlægget er oprindeligt udgivet på Juniorbusiness.dk//

Skriv et svar