Har du ikke allerede investeret i De Tre Bukke Bruse i Badeland af af Bjørn F. Rørvik og Gry Mourslund – ja, så er det bare med at komme af sted! Bogen er blevet en klassiker her i hjemmet og har inspireret til et væld af nye lege, der alle involverer en stor fæl trold, der i den grad skal ned med nakken!
Bogen handler om De Tre Bukke Bruse, der er på vej op på sæteren. På vejen får de øje på et skilt til Badeland, og beslutter sig for at lægge vejen forbi – det er jo så kedeligt oppe på sæteren. Og! så slipper de ikke mindst for at gå over broen: ”Det er så klamt med den trold”, som den mindste Bukke Bruse udtrykker det.
Desværre for De Tre Bukke Bruse dukker den utroligt fæle trold op i Badeland og opfører sig helt igennem ubehageligt: den maser sig foran i køen, sprænger de andres badebolde og pjasker alle til med vand. På et tidspunkt får den sat sig – ikke under broen – men under trappen til vandrutsjebanen, og kun De Tre Bukke Bruse tør henholdsvis trippe, træde og trampe på troldens trappe.
Herefter fortsætter bogen i vanlig Bukke-Bruse-stil – og ender selvfølgelig til sidst med, at Bukke Bruserne får verfet trolden ud af badelandet og alle er glade. Så glade, at De Tre Bukke Bruse får lov til at komme gratis i badeland resten af året!
Bogen kan kun anbefales herfra!
Teksten er morsom og fræk og billederne er flot udført med masser af detaljer – badelandet har fx besøg af adskillige kendte figurer (de tre små grise, Mickey Mouse, Anders And), dog i en noget naivistisk og tuschet udgave. Desuden er bogen et sandt festfyrværkeri af glade farver.
Min datter på 2 år er både meget fascineret af bogen, men også lettere skræmt af den meget grumme trold. Min søn på 4 år er bare helt vild med den!
Bogen får [rating=6] meget store stjerner! Den koster ca. 150 kr.
//Indlæg er oprindeligt udgivet på Juniorbusiness//